Denne artikel er en af mange, som bliver udgivet i Ordets magasin nr. 45 under temaet Krig. Vi holder udgivelsesfest i Cinemateket d. 26. juni kl. 18:30, hvor du kan få fingrene i et magasin, vinde præmier ved at deltage i vores filmquiz og se Guillermo del Toros Pans Labyrint (2006) med introduktion.
Af Christine Roederer
Den 11. september 2001 ændrede samfundet sig på brutal vis. Der findes en verden før 11. september 2001 og en efter. Den barske realitet, at den vestlige, umiddelbart frie verden var kommet under angreb, blev cementeret af den amerikanske krigserklæring og efterfølgende invasion af Irak i 2003.
Svaret på terrorangrebet i New York blev og bliver stadig kaldt for ”The War on Terror”, og med USA i spidsen han den været altomfattende i udenlands- og indenrigspolitik for alle førsteverdenslande. Denne krig er blevet en banalitet for mange, en konflikt som næsten ikke er til at finde rundt i, og som for det meste bliver set igennem øjnene af den førende militære nation i verden – USA. Det er også, for det meste, USA, der fører an, når det gælder historiefortællinger omkring krigen mod terror, med bl.a. Hollywood i spidsen.
Krigsfilm med udgangspunkt i Irak, Afghanistan og 9/11 er der blevet lavet mange af – specielt af de store amerikanske studier og specifikt til det amerikanske marked. Filmene udtrykker tit en amerikansk helteselvopfattelse, en nærmest religiøs tilgang til militæret og en slags selvpiskning med de tragedier, der har ramt deres land over de sidste 19 år. Disse film strør salt i sårene fra 9/11 og underholder frygten for terror og nye aktioner fra de såkaldte ukendte jihadister, som stammer fra Mellemøsten.
At de er lavet af Amerikanere til fordel for Amerikanere gør, at filmene fungerer som en form for institutionaliseret propaganda, der iscenesætter det narrativ, den amerikanske stat vil portrættere. Ikke mindst i forhold til krigen i Irak og Afghanistan. Nogle af disse film, og nogle af de narrative diskurser, passer dog ikke ind i de overordnede fortællinger, som USA vil fremhæve.
En diskurs er en social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et emne. Det er den måde, man omtaler ting på, på et socialt, politisk og kulturelt niveau. Nogle af de film, der er udkommet efter 9/11, forstyrrer den etablerede fortælling – de skildrer krigen mod terror anderledes. Men hvad sker der, når film kommer med et nyt synspunkt på krigen mod terror og sætter visuelle diskussioner i gang?
Krigsdiskursen efter 9/11
De fleste blockbuster-film stammer fra USA, som med Hollywood i spidsen kan erklære sig mestre i historiefortælling. Det er gennem den verdensomfattende globalisering af medier, at USAs kultur og samfund har taget over i mange af de vestlige lande, og til dels også mellemøstlige og østlige lande. Der er mange diskurser, som Vesten kan blive enige om, og mange kulturelle koder som gør, at amerikanske film er utroligt velmodtaget i Europa. Den amerikanske, globale kultur er altomfattende: Comcast, Disney, National Amusements, News Corp, TimeWarner og Sony ejer næsten alle de store medier globalt.
Uanset hvor man går hen, om det er på gaden via reklamer, på nettet via sociale medier eller i biografens mørke, er det svært ikke at støde på noget amerikansk kultur, og det er vigtigt at forholde sig kritisk overfor amerikaniseringen. Det er netop dette kritiske forbrug, som lige pludselig gør, at nogle ærkeamerikanske film, specielt amerikanske post-9/11-krigsfilm, ikke får den ellers forventede modtagelse eller ros i udlandet – narrativet er simpelthen for langt væk fra det, udenlandske seere forventer. I Danmark har film som Brødre (2004) og dokumentarfilmen Armadillo (2010) valgt at vise, at konflikten i Irak og Afghanistan ikke er så ensidig, som mange amerikanere tror. En konflikt har altid to synspunkter, men det glemmer den amerikanske fortælling ret ofte. For ofte, måske.
Den 11. september 2001 var, gennem amerikanske interesser, et angreb på den såkaldte frie, vestlige verden.
Men udover at være en begivenhed, der blev en uudslettelig del af den kollektive hukommelse verden over, så blev det også en begivenhed præget af diskurser om politik, krig og konspirationer. Fortællingen om ”et angreb på USA” blev overtaget af amerikanske nyhedsbureauer, der gjorde det muligt for historien at blive til en nøje kontrolleret diskurs – ja, det bliver nærmest en mytologisk fortælling med helte, skurke og alt det, der hører til.
Nyhedsdækningen af den efterfølgende krigserklæring mod Irak i 2003 indskrev sig selv som et ”megaspektakel”: det hele føltes som en film og som en ikke-realitet. Noget, der lige så godt kunne have været sket i en af de katastrofefilm, som Hollywood havde udgivet i årene op til september 2001 (Armageddon (1998), Apollo 13 (1995), Air Force One (1997), Deep Impact (1998)), der fremviste USA og deres militærmagt som den førende politihund for den globale sikkerhed.
Den heltelige selvopfattelse, som kommer fra en selviscenesættelse af USA gennem årene efter 2. verdenskrig, gennemtrænger mange af de medier, som krydser grænserne ud af USA. Men den selvopfattelse, med en tilsvarende religion-lignende tillid til deres militærvæsen og selvglorificering, er også et symptom på et politisk problem, som dukker op i den ultra-globaliserede verden, vi lever i. Det er ikke muligt for en supermagt som USA at tage krigen i egen hånd, som det ellers har været set i utallige film eller superheltehistorier.
Det er netop derfor at krigsfilm, som har med krigen mod terror at gøre, ofte bliver set som et ”make it or break it”-scenarie, og hvorfor mange af de terrorangreb, amerikanerne har været udsat for siden 2001, bliver genfortolket, iscenesat og gennembanket af deres egen stolthed. Derfor får film som Oscar-nominerede American Sniper (2014) og Sully (2016) også dårlige anmeldelser.
De skildrer helteagtige hovedkarakterer, som udviser ærkeamerikanske værdier, men som i sidste ende nærmest bliver fremvist som martyrer.
American Snipers hovedperson, Chris Kyle (Bradley Cooper), får lov at vise sit værd igennem hele filmen, men efterlader til sidst seeren med teksten: ”Chris Kyle was killed that day by a veteran he was trying to help.” Derefter følger flere minutters ægte videooptagelser fra hele bilkortegen, der kørte Kyles kiste igennem det amerikanske landskab. Folk mødte op og stod på vejkanten, på broer og kørte efter med det amerikanske flag hængende ud af bilerne.
Det er nærmest umuligt ikke at trække ligheder mellem den måde, den kristne kirke kanoniserer deres martyrer, og den måde fuldblodsamerikaneren Clint Eastwood portrætterer Chris Kyles heltemodige selvopofrelse.
Både American Sniper og Sully er instrueret af Clint Eastwood, og det forklarer måske det overdådige, amerikanske heltemod i filmene. Men tendensen til at overdramatisere deres tragedier virker overdrevet for os europæere.
Derfor får film som netop Sully, Patriots Day (2016) og 15:17 To Paris (2018) samme reaktion på vores side af Atlanten: de er dødkedelige og alt for amerikanske. ”En højdramatisk historie, som Eastwood har forvandlet til en langsom, intetsigende B-film,” skrev Tor Aavatsmark for lydogbillede.dk om 15:17 to Paris. Måske er det derfor, at Clint Eastwood med 15:17 To Paris valgte at caste de virkelige ”helte” fra episoden i filmen – for at bringe en slags realisme tilbage til genren.
Men de emner, de takler, er også relateret til krigen mod terror. De tre sidstnævnte film repræsenterer nemlig den frygt, som holder et jerngreb om det amerikanske samfund gennem deres fortælling om selvsamme krig. Landet er et konstant mål for terror, fordi de er i spidsen for terroristjagten, og deres krigssoldater bliver en synekdoke for USA, som ikke kan vende hjem fra krigen uden PTSD (posttraumatisk stress syndrom) eller uden at blive såret.
”[The War on Terror] is different than the Gulf War was, in the sense that it may never end. At least, not in our lifetime,” sagde tidligere amerikanske vicepræsident Dick Cheney i oktober 2001. Den uendelige og uopløselige krig mod terror fylder enormt meget i det amerikanske samfund, og det bliver sværere og sværere at skildre den på film. Også her og nu, næsten 20 år senere.
The Hurt Locker – en anderledes fortælling om krigen mod terror
Én film har adskilt sig fra alle de andre ovennævnte film, ved at håndtere konflikten i Irak på en upolitisk og næsten objektiv måde: The Hurt Locker (2009). Den giver historiefortællingen et nyt pust på samme måde, som Saving Private Ryan (1998) og Black Hawk Down (2001) gjorde med hhv. konflikten under 2. verdenskrig (D-Day) og borgerkrigen i Somalia (slaget ved Mogadishu).
Hvad The Hurt Locker gør er nemlig, at den forstår Irak som et ”ground zero” for amerikansk historie. Filmen er en selvstændig produktion, og hører ikke til den pengemaskine, der ellers producerer de store blockbuster-fortællinger – den tager den ellers etablerede historiefortælling og trækker den kritisk fra hinanden.
Måske har det noget at gøre med, at Kathryn Bigelow har instrueret den. Hun tog hele optagelsesholdet med til Jordan, fordi hun ville have den mest autentiske oplevelse med på sit håndholdte kamera. Et af de andre elementer, som styrker filmens autenticitet, er, at ingen af hovedkaraktererne blev skildret af særligt kendte skuespillere.
I forhold til Sully med Tom Hanks eller American Sniper med Bradley Cooper i hovedrollerne, så var Jeremy Renner, Anthony Mackie og Brian Geraghty i 2009 ikke skuespillere, man ville genkende på plakaten.
Derfor var The Hurt Locker heller ikke en film, der skulle ses, fordi en kendt skuespiller var med i den – også selvom både Guy Pearce og Ralph Fiennes havde mindre roller i den. På den måde blev soldaterne, den skildrede, mere anonyme, og de lænede sig måske lidt for tæt op ad virkelighedens anonyme, amerikanske soldater, der befinder sig midt i krigszonerne i Irak og Afghanistan. Det siger Bigelow i hvert fald selv til The Times: castingvalget ”understregede spændingen, fordi den manglende kendskab gav os en følelse af uforudsigelighed.”
The Hurt Locker tager udgangspunkt i hovedkarakteren sergent William James (Jeremy Renner), og gennem ham bliver synet på verden vendt på hovedet: hans hverdag og hele hans væsen kommer af at være i krig. James kan ikke eksistere i det normale amerikanske samfund, og han kan ikke finde sig til rette i det – selvom han har en kone og et barn.
Og dét, at han ikke rigtig gad hverken være ægtemand eller far til det barn, han ellers har fået sig, passer i hvert fald ikke ind i det narrativ, der hedder kernefamilien i USA. Han gider ikke at tage stilling til hvilken slags morgenmad, han skal købe i det lokale supermarked, og han gider heller ikke se fjernsyn. En scene viser for eksempel, at han bare sidder foran en skærm med støj, som man så det på analog fjernsyn.
Han vil hellere i krig – og igen fungerer den desillusionerede soldat som metafor for det amerikanske samfund, der ikke kan forstå, hvorfor krigen i Irak eller Afghanistan fortsætter. På det tidspunkt havde krigen raset i 8 år, og USA havde endnu ikke fået gjort det af med Al Qaedas. Krigen så ud til at strække sig i uendelighed og til ingen nytte. For hvem er fjenden? The Hurt Locker viser os aldrig en fjende, på den måde American Sniper eller 15:17 to Paris gjorde: der var ingen hemmelig og magtfuld skyggeorganisation, der påvirkede soldaternes hverdag.
I stedet ser man James og hans trop, der består af J. T. Sanborn (Anthony Mackie) og Owen Eldridge (Brian Geraghty), spille fodbold eller købe piratfilm af lokale irakiske drenge. Sanborn og Eldridge joker om at åbne en græs-forretning, fordi der er alt for støvet og tørt i Baghdad, hvor de er udstationerede. The Hurt Locker formår at skildre både krigens dunkle virkelighed og muntre øjeblikke, der giver både seeren og karaktererne et pusterum.
Krigen mod terror er som et spøgelse fra Vietnamkrigens dage, hvor det amerikanske samfund blev desillusioneret af deres militære indsatsstyrker og handlinger, hvis egentlige formål de ikke forstod. Det billede, som The Hurt Locker pludselig skildrede, passede slet ikke ind i magtstrukturen, som ellers regerer i Hollywood – og det fik The Hurt Locker lov at mærke, da den udkom. James Surowiecki skrev for eksempel i The New Yorker i august 2009: ”In effect, Hollywood decided in advance that Americans weren’t going to watch this kind of movie, and then made sure they wouldn’t.”
Men hvorfor er The Hurt Locker så anderledes, end mange andre amerikanske film om krigen?
Det er der forskellige forklaringer på. Det kan for eksempel være skildringen af Eldridges psykiske problemer: han spiller skydespil, mens han venter på at komme ud og skyde i den virkelig verden. Når lægen spørger ham, hvad der foregår i hans hoved, så fortæller han, at han ikke føler, at han kan slippe af med døden, der hænger over hovedet på ham. Lægen når da også at blive sprængt i luften lige foran Eldridge og hans hold senere – og det styrker hans frygt yderligere.
Det kan også være scenen, hvor konflikten mellem amerikanske styrker og lokale oprørere starter, fordi Sergent James er for hovmodig. Der var ingen grund til at konflikten skulle eskalere, og de beslutninger, han træffer op til konfrontationen, er nogle dårlige beslutninger. Og det plejer man ikke at vise i amerikanske krigsfilm. Specielt ikke når beslutningerne fører til, at Eldridge bliver skudt i benet og skal evakueres fra Baghdad.
Eller også er det fordi, at hovedkaraktererne ikke bliver skildret som den slags enige, hjernevaskede fodsoldater, man plejer at se. James elsker sit arbejde, ja, men han får da også tæsk af Sanborn, når han opfører sig som en idiot. Sanborn vil gerne hjem og have børn, og han hader livet som soldat, mens Eldridge ikke helt kan finde ud af, hvad han egentlig laver i Irak. The Hurt Locker er rå, men den stiller så mange spørgsmål om, hvad det betyder at være menneske, at jeg ikke kan lade være med at vende tilbage til den.
Hollywood bestemte, at filmen ikke ville få succes, og valgte ikke at reklamere for den den på grund af dens iscenesættelse af krigen i Irak og krigen mod terror. Selv med den massive modkampagne, der mødte den, formåede filmen dog at bringe kronjuvelen af alle filmpriser hjem, da den vandt Best Movie til Oscar-ceremonien i 2010 og slog den ellers ekstravagante superproduktion Avatar (2009) i løbet.
Krigsnarrativet brydes
Kampen mod terror har altid været visuel. Måden, den skildres på, er lige så vigtig som de faktiske kampe, der finder sted.
Osama Bin Laden og George W. Bush førte krigen gennem massemedierne – specielt da dækningen af 9/11 blev forvandlet til et visuelt narrativ, der fyldte hverdagen. Denne krig bliver stadig ført på alle fronter, heriblandt internettet – det er gennem visuel propaganda, at siderne i konflikten rekrutterer deres fodfolk.
Det kan man blandt andet se i måden, den kaotiske Joker-karakter (Heath Ledger) i The Dark Knight (2008) bruger medierne til at sprede sit budskab, som en direkte parallel til Al-Qaedas, ISIS’ eller amerikanske nyhedsbureauers brug af medierne som fodfæste for politisk krigspropaganda.
Politik er bl.a. en kamp om tæthed og afstand, og det kan ses på den måde specielt USA håndterer konflikten i Mellemøsten under Donald Trumps præsidentembede. Han bruger billedbaseret internet-propaganda som begrundelse for hans gentagne ønske om at lukke internettet ned. Den amerikanske forståelse af deres eget land virker fanget i den samme uendelige tidsloop, som den har været gennem årtierne. Det er et relativt ungt land med en ung historie – hvis man ikke medregner indianernes rige fortid som folk – og det synes at have endt med at skubbe sig selv i selvsving: det har brug for krigen til at fungere.
Invasionen af Irak var som en tikkende bombe, når det gjaldt Mellemøsten. Konflikterne, som stadig raser nu til dags i lande som Syrien, Iran og Irak, samt hele det Arabiske Forår, er de direkte konsekvenser af den amerikansk ledet krig mod terror.
Af de samlede udgifter til forsvar i verden er USA’s budget for Forsvaret lig med næsten 37% af det samlede beløb, hvilket betyder, at hver tredje dollar, der bruges til forsvar, kommer fra USA.
Kan USA leve uden at være i krig?
Er deres magtstruktur og selviscenesættelse så dybt forankret i krig, at de ikke kan undslippe deres egen historie om at blive en ledende nation ved at slippe af med racisme, had og deres egen naive, hvide middelklasse-ekstremisme? Konflikten med Rusland og Nordkorea synes at lede konflikten i Irak og Afghanistan det sted hen, hvor USA efterlod Vietnam – altså markeret af krigen i årtier efter.
Den visualitet, som kommer ud af USA’s lange historie med krig, er begyndt at falde fra hinanden. Måske har det samlede globale marked og politiske klima endelig fået prikket hul på den boble, som omkredsede USA og afslørede landet som den svage samfundsstat, den er.
Kommentarer